Om

Lykke Arkitektur er specialiseret i historisk kulturarv og kulturmiljøer. Bag arkitektvirksomheden står Pernille Lykke Christensen, og jeg har mere end 15 års erfaring som arkitekt med særligt fokus på eksisterende bygninger, kulturmiljøer og bebygget kulturarv. Jeg er uddannet fra Arkitektskolen i Aarhus i 2008 fra Institut for Arkitektonisk Kulturarv og har i 2017 afsluttet en postgraduate masteruddannelse NORDMAK – Nordisk Master i Arkitektonisk Kulturarv. Jeg udfører opgaver i hele landet og samarbejder med andre rådgivningsvirksomheder og tegnestuer inden for samme felt når opgaverne ligger op til det.


Historiske steder

Den gode by, de gode ferier, det sted jeg tiltrækkes af på landet, ved vandet og derimellem. Disse steder indeholder næsten altid natur- eller kulturarv. Vi mennesker tiltrækkes af og trives i smukke, historiske bygninger, steder og rammer. Stederne repræsenterer de generationer vi står på skuldrene af – det levede liv. De repræsenterer både store visioner og dygtige håndværkere, der har ladet stederne udføre. De repræsenterer tiden derimellem og nu. Det skaber tilknytning og fælles hukommelse at bebo og bevæge sig ind og ud imellem historiske steder.

 

Det skal vi passe på. Og samtidig udvikle. Vores byer og bosteder er dynamiske steder, som tager form af livet til enhver tid. Hvis vi har øje for de kvaliteter, som stederne besidder, er der større chance for at udvikle stedet succesfuldt, end hvis vi går til det som et blankt ark.

Det er min vision at sikre en kontinuerlig udvikling af arkitekturen, når kulturmiljøer, fredede og bevaringsværdige bygninger udvikles. Den røde tråd skal fortsat være aflæselig, når der bygges nyt i historiske kulturmiljøer, ligesom helheden nøje skal tages vare på, når kulturarv istandsættes og restaureres. Jeg udarbejder derfor altid en vurdering af værdierne i de historiske steder jeg arbejder med, som danner grundlag for den tilgang, der vælges til udarbejdelse af et projekt på stedet.

Historiske steder, jeg har haft fornøjelse af at arbejde med:

  • Jenle – Jeppe Aakjærs kunstnerbolig
  • Højesteret, Christiansborg
  • Nibes historiske bykerne
  • Herregårde i Vestjylland, Sønderjylland og Nordjylland
  • Bevaringsværdig ejendom i Volden i Aarhus
  • Kronborg Slot og Fæstning
  • Bakkehusene i Bellahøj
  • Livgardens Kaserne
  • KUNSTEN i Aalborg
  • Historiske byejendomme i København:

      – Kronprinsessegade

      – Sankt Hans Gade

– Olfert Fischers Gade med flere

  • Fæstningens Materialgård i Frederiksholms Kanal
  • En række kirker og deres omgivelser
  • Bedre byggeskik villaer og præsteboliger
  • Historiske huse i Nakskovs centrum
  • Industriens kulturmiljøer
  • Historiske vandtårne