På Oddense Vestergaard bor familien Vestergaard, som ønsker at bo flere generationer sammen.
Det firelængede gårdkompleks er bevaringsværdigt, og udlængerne anvendes ikke til deres oprindelige landbrugsmæssige funktion. Forældrene bor i stuehuset, imens deres voksne datter ønsker at indrette sig med keramikværksted og egen bolig i den længe, som tidligere har huset karlekamre og svinestald.
Karlekamrenes indretning bevares og danner udgangspunkt for ankomsten til den nye bolig. Desuden lægges et areal fra den gamle svinestald til boligen, hvor den åbne rumlighed bevares og indrettes som boligens leverum. I enden heraf indrettes keramikværksted. De forskellige karakteristika fra karlekamrene og svinestalden bevares. Fyldingsdøre og ruminddeling fra de gamle karlekamre skaber intime og mindre rum i boligen, som anvendes til entré, bryggers, toilet, soveværelse imens det åbne rum og det hvælvede og murede loft i den tidligere svinestald bliver et nyt, rumligt leverum.
I boligen får man forærende en helt særlig identitet, ved at arbejde stilfærdigt med udtrykket i den forhåndenværende bygning.
Bygningen isoleres mod terræn og loft, og der indlægges moderne komfortløsninger. Mod nord isættes rumhøje vinduespartier som sikrer tilstrækkeligt dagslys i leverummet. Udvendigt forenkles og farvesættes eksteriøret diskret og tilpasset til bygningens arkitektur.



